Forsvarsvåben?

28 dræbte. 20 skolebørn i alderen 5-10 år. Grædende og magtesløse forældre. Tårer, der løb som i en flod, der ikke kunne stoppes. En præsident, der selv i sit stolte embede måtte fælde en tåre for de tabte sjæle. Det var endnu et skoleskyderi i USA, hvor små individer måtte tabe i kampen for den frie selvbeskyttelse. Amerikanernes ret til at kunne forsvare dem selv har konsekvenser.
Skoleskyderiet i Sandy Hook Elementary School er ikke et enestående eksempel. Bare siden år 2000 har der været mere end 60 skoleskyderier rundt omkring i USA. Det mest uretfærdige er, at det er de uskyldige, og endda nogle af de yngste med en fremtid foran sig, der må lade livet. Skoleskyderier er ikke det eneste. Supermarkeder, universiteter og ja endda biografer. Der er snart ikke et sted, hvor der ikke har været et dræbende skyderi. Hvad skal det dog ende med? Jeg synes ikke, at der skal ventes på endnu et skyderi før, at der kan ske noget. Tænk hvis det var ens egen børn. Handlingen må ske nu her.

 

Nemt at anskaffe

Da alderen for at eje våben i de fleste amerikanske stater kun er 18 år, er det let at komme til våbnene. Selvom der siges, at alle, der vil eje et våben, skal undersøges for deres mentale tilstand, så sker det bare ikke. Gerningsmanden bag det sidste skoleskyderi på Sandy Hook var selv blevet oplært af sin egen mor som barn, i hvordan man betjener en automatpistol. Derfor kan det ende tragisk, når en psykisk syg person får fat i den pistol, som der er i alle amerikaneres hjem. Den forsvarende genstand bliver det dødbringende våben. Men hvorfor overhovedet have et våben i hjemmet?  Det er ikke folks egen opgave at sørge for at loven overholdes. Det er det, som politi og myndighederne er til for. Ingen skal begå selvtægt. Tænk hvis man, som så ofte før, fejlbedømmer en situation og så affyrer det afgørende skud. Her er der ingen reset-knap. Intet sår, der bare kan heles. Det er derfor, at våben aldrig skal eller kan aldrig bruges som løsning i konflikt. Her er der ingen fortrydelsesknap eller undskyldning. Man er nødt til at komme ud af det på en civiliseret og diplomatisk måde. Jeg ved godt, at det ikke er realistisk, og selvfølgelig kommer der altid være våben. Spørgsmålet er bare hvor tilgængelige de er, og hvordan de bruges i det samfund, som vi lever i.

Det er selvfølgelig svært og ikke helt lige til. Amerikanerne er meget anderledes end fra os europæere. Det er en hel mentalitet, som der skal ændres. Desuden er mange amerikanere traditionelle og konservative. Men vi skal bruge Europa og os europæerne som et forbillede. Vi kan vise, at det faktisk hjælper at have en stram våbenlov. I Danmark kan vi prale med at drab som følge af skydevåben er faldende. Alene i 2010 døde der 9000 mennesker alene som følge af skydevåben i USA (http://guns.periscopic.com/?year=2010). De drab der har været i Danmark, har været mellem individuelle bandemedlemmer. I Danmark har vi ikke set skoleskyderier, hvor det er uskyldige børn det går ud over. Derfor hjælper det at stramme op på loven, så ingen uskyldige senere skal bøde fra vores ’forsvarsvåben’. Folk er nødt til at blive tjekket ordentligt igennem før at, de kan købe våben. Aldersgrænsen skal hæves, og så skal de allerfarligste våben slet ikke kunne sælges til almene personer.